 |
 |
Skolen for Livet
Og hvis man siger til de voksne: "Jeg har set et smukt hus af røde sten med geranier i vinduet og duer på taget", så er de slet ikke i stand til at forestille sig huset. Man skal sige: "Jeg har set et hus til hundrede tusinde francs". Så vil de straks udbryde: "Hvor er det dog smukt"!
Fra "Den lille Prins" af Saint-Exupéry
DEN NUVÆRENDE SITUATION
Der vil i den nærmeste fremtid blive bygget og renoveret mange skoler rundt om i landet. En nødvendighed, der på den ene side er affødt af det ændrede undervisningssyn som følger af den nye folkeskolelov fra 1993, og på den anden side kravet om at kunne rumme den stigende elevtilgang.
Synet på undervisning er ikke statisk. Det forandres og tilpasses efter de krav, som samfundet har til "den nødvendige viden og dannelse", som eleverne skal være i besiddelse af efter endt skolegang. Og i dag er skolen og dens hverdag i langt højere grad end tidligere blevet en integreret del af samfundet omkring den. Der lægges vægt på, at eleverne skal opleve sammenhæng og integration mellem fagene, at fagene ikke har deres egenværdi, men vigtigere, at de er en del af en helhed. Med denne tværfaglige undervisning bliver det bærende krav til lokalet, kravet om stor fleksibilitet.
FOLKESKOLENS HISTORIE
Set i et historisk perspektiv, er der i det danske skolebyggeri tydelig sammenhæng mellem skolebyggeriets udtryk og samfundets pædagogiske mål og visioner.
Undervisningen blev gjort til en statsopgave i begyndelsen af 1800-tallet, og de faste normer for, hvordan en skole skulle se ud, gav skolearkitekturen sit eget monumentale præg. Et århundrede præget af autoritet og afstraffelse.
Skolen ved Sundet fra 1938 var det udtrykte ønske om en forbedret skolehygiejne. Her blev lyset, luften og renligheden dyrket. Det var en funktionalistisk skole, placeret i grønne områder, med udstrakt brug af glaspartier og af lyse og klare farver. Budskabet var, at alle børn skulle nu have lige adgang til uddannelse, uanset social baggrund.
I tiden efter anden verdenskrig blev bygningerne lettere med store vinduesarealer og aulaer, der afløste de centrale trappeanlæg. Forholdene i landet var ret spartanske, og det blev bygnings-anlæggene også. På landet, og i de lidt større byer, opførtes i 50´erne centralskolerne, hvortil hørte 6-7 klasselokaler, enkelte faglokaler og gymnastiksal. Det var solide murstensbyggerier i to etager med en velkendt indretning, der stadig viste læreren som den alvidende, den suveræne autoritet.
Under den økonomiske højkonjunktur i 60´erne kom folkeskolen som så meget andet ind i en hastig udviklingsproces. Kadaverdisciplinen blev skiftet ud med billedet af dygtige pædagoger. Fysisk afspejlede det sig i introduceringen af den flade decentrale skole, der ofte havde små gårdhaver tilknyttet. I denne skolestruktur skulle børnene færdes lige så naturligt som i hjemmet. Det var en stram funktionsopdelt skole, også kaldet "kamskolen", med tydelige opdelinger i afsnit for faglokaler, klasselokaler og idræt.
I 70´erne blev denne form videreudviklet efter påvirkning de fra amerikanske åben-plan skoler. Man opløste grænserne mellem rummene, og katederet forsvandt til fordel for en mere fleksibel møblering. Ikke så meget for rationalitetens skyld, som for at opnå maksimale ændringsmuligheder i takt med udviklingen af nye undervisningsformer. Efter en tilpasningsproces anvendtes denne åben-plan form ved næsten alt nyt skolebyggeri i 70´erne. Den lille skole i den store bliver en styrende idé, og ofte blev der lavet afdelinger for enkelte årgange af hensyn til det sociale samspil.
Skolebyggeriet i 80´erne var præget af stagnation, fordi det faldende elevtal slog igennem. For de skoler man dog byggede, var hovedpositionen få enheder, der blev anlagt ud fra ønsket om at fremme samarbejdsmulighederne mellem fag, elevklasser og udadvendte funktioner. De enkelte lokaler fik en størrelse, så der kunne veksles mellem forskellige arbejdsformer. For at skabe tryghed, blev bygningernes skala tilpasset barnet, og man tilstræbte mere varierede og oplevelsesrige omgivelser.
DEN FYSISKE UDFORMNING
Skolebyggeri og undervisningssyn er forbundne størrelser. Den arkitektoniske udformning afspejler altid de krav og forventninger som bygherren har til funktion og fremtræden: Hvad der skal der ske i bygningen, og hvilke signaler bygningen skal sende til omverdenen. Således også med skoler.
Folkeskolen er først og fremmest en uddannelsesinstitution, hvilket bygningskomplekset i sin opbygning og stemningsbearbejdning skal afspejle. Elevernes møde med folkeskolen handler i høj grad om tryghed, en følelsesmæssig totaloplevelse, hvor de fysiske rammer sammen med oplevelserne er med til at præge vores egenopfattelse.
BØRNENES RUM
Det er vigtigt, at selve skolen bygges op omkring hjemklasserne, at danne et hus i huset, for dermed at skabe tryghed og et tilhørsforhold for eleven. På den måde, at f. eks. to tredjeklasser i en tosporet skole deler toiletter, garderobe og fælleslokale. Hver hjemklasse kan have et selvstændigt køkkenområde, eller det kan skabes i et lokale mellem de to klasser, hvorved man opnår et fællesskab. Men samtidig en mulighed for fleksibilitet de to klasser imellem. Et fællesrum - eller flere - der kan koble klasserne sammen og give mulighed for fælles projektarbejder.
Fra hjemklasserne skal lokalerne udvide og åbne sig gradvis op til de andre områder. Hvis man lader en del af væggene ud mod fællesarealet være glas eller skydedøre, giver det en åbenhed. En gradvis opløsning fra det lukkede og fordybende rum, klassen, til et åbent område, hvor klasserne kan dele gruppearbejdspladser og PC-café, skaber en halvprivat overgangszone. Herfra vil de stadig - udenfor klassen - have en vigtig visuel kontakt til hjemklassen. I dette udvidede hjemområde er der så visuel forbindelse til de andre klasser, hvorved opnås et logisk tilhørsforhold til naboklasserne, og projektarbejder på tværs af klasserne bliver muligt.
For at styrke overskueligheden og den nære tilknytning kan indskolingen være en selvstændig enhed, ligesom det vil være tilfældet med mellem- og udskolingen. Dog stadig sådan, at der er en naturlig forbindelse mellem disse. For at opnå en helhed i løbet af dagen, deler indskolingsafsnittet hjemmearealer og værksteder med skolefritidsordningen.
FAGLOKALER OG FÆLLESRUM
Afhængig af byggegrunden, hvis der er tale om en ny skole, kan hjemklasserne placeres på første sal, og de mere installationsmæssige "tunge" funktioner, faglokalerne, placeres i stueetagen. Faglokalerne skal ses som et kæmpe aktivitetsområde, der også er skolens offentlige del til bl. a. aftenskolebrug. Faglokalerne skal indeholde vådrumsnicher, depoter og skabe - og der skal være mulighed for at åbne op mellem relaterede faglokaler; f. eks. billedværksted og tekstilværksted.
Faglokalerne kan knyttes til nogle større eller mindre fællesområder, der skal tilpasse sig den projektorienterede undervisning, så de ikke er fastlåste, men kan anvendes efter brugerens behov. Samtidig kan disse områder også indeholde kantinefunktionen eller bruges til pauser. Fællesrummet skal give skolen en stor og åben rumfornemmelse med masser af dagslys, udgange til udendørs arealer og evt. med flere kig direkte ud. Fællesrummet skal have områder, der giver mulighed for at bruge det i forbindelse med undervisningen, men også til samlinger i forbindelse med teater, projekter, foredrag osv.
Det store samlende bindeled skal naturligvis være det pædagogiske servicecenter. Det er skolens bankende hjerte og omdrejningspunkt. Servicecenteret, som er et stort funktionsrum, skal gerne være synligt fra fællesområderne, så det kan indgå som en naturlig del af skolearbejdet, og have flere områder; dér hvor udlånene finder sted, men også mere stille områder til studiebrug.
Endelig kan man lade de udendørs arealer afspejle skolens fleksibilitet, og lade grunden opbygge af befæstede arealer med forskellig karakter; fra grønne områder med skolehaver til aktivitetsfelter - områder, der kan indbyde til oplevelser og give mulighed for at vælge, hvad man er i humør til.
Vi har bevidst eller ubevidst et kendskab til forholdet mellem arkitektur og oplevelser; af hvordan vores fysiske omgivelser op igennem skoletiden sammen med skoleoplevelserne står prentet i vores bevidsthed og hukommelse. Så med den store og utidssvarende bygningsmasse der findes, og med behovet for nye skolebyggerier for øje, står de danske skoler med en sjælden mulighed for at tilpasse fysisk form til pædagogiske visioner.
Skoler for Døden har vi mere end Nok, saa det er kun Skolen for Livet, som fremforalt selv maae være lyslevende, vi fattes.
Grundtvig
|
|
|
|
|
Tidsskriftet for skoleledere,
'Skolen Imorgen', udgives af Dafolo
|
|
|
|
|
|
|
